Gabet

En havørred fanget ved Gabet i Odense Fjord.
En havørred fra Gabet.

Gabet er tæt på at være den mest givende fiskeplads i Odense Fjord. Afsætter man et par timer til pladsen og affisker fra Lodsbådene og ca. 2.5 km. ind i fjorden, kan man være ganske sikker på, at støde på en havørred eller to uanset årstid.

Affisker man ikke det helt lave vand på denne strækning, samt det dybere helt ude og alt derimellem, vil man ikke se og opleve fiskepladsens fulde potentiale. Altså fange langt færre havørreder end ellers…

Gabet kaster flest storørreder af sig foråret igennem, samt i løbet af hele efteråret. Pladsen er årligt velbesøgt af hornfisk. Det allerede fra ca. sidst i april/starten af maj. Nogle år er der så mange, at havørrederne holder sig ude i det dybere vand… Her kan de sene aftentimer og de tidlige morgentimer, være de bedste langs hele strækningen. Hornfiskene er generelt mindre aktive når mørket falder på, hvorimod havørrederne gerne trækker ind i det lavere vand og jager i ly af mørket.

Gabet – info og muligheder

Man kan både fluefiske og spinnefiske langs hele strækningen. Der er ingen fredningsbælter. Når der er lavvande kan det være en god ide, at vade ud de steder hvor det er muligt, og kaste ud over de ydre tangbælter. Men igen… Husk altid at affiske det helt lave vand før der vades ud. En stor havørred med lys ryg på 80 cm. eller mere i længden, kan være tæt på umulig at se over lys sandbund, selvom den kun er en meter væk. Store fisk er lige så ofte i det lavere vand, som i det dybe. Og selv det trænede øje kan overse dem…

Om vinteren er der ofte ørreder i de områder, som skærer længst ind i landskabet langs fiskepladsen. En lille landtange er for enden af pladsen, hvor der inde bag ved er en dybderende og et dybdehul. Dét lille område er ofte god for en fisk eller to om vinteren.

En del af pladsen kan affiskes fra land, men det er en klar fordel at iføre sig waders. Der er flere steder hvor det kan betale sig at vade ud.

Parkering

Der kan parkeres ét sted og det er lige i starten af strækningen ved lodsbådene.

Det kan ikke betale sig at springe noget af strækningen over, da havørrederne kan være indenfor hver en meter.

Parker ved Gabet her: Ved Lodsbådene…

Rigtig god fornøjelse med dit lystfiskeri ved Gabet.

Fyns Hoved Camping

error: Content is protected !!